Køer, kvier og kalve
Bente sammen med køer
Jeg har en græsmark i nærheden. Marken er godt nok ikke min, men jeg kommer der tit, sætter mig på grøftekanten og nyder synet af græssende dyr på marken. En flok sorte kvier med en hvid stribe langs ryggen, hvid hale og hvide lår. De er meget smukke, følges pænt ad i den lille flok, mens græsset kortes på deres vandring. Der er også gyldne køer, nogle med hvide pletter. Nogle af pletterne ligner landkort, en af dem går for eksempel rundt med en hvid plet, der ligner Afrika på den ene side. Og kalvene, den yngste er født for ganske nylig. Da jeg ankom, lå den som en brun sten i græsset, nogle gange svingede halen og da den rejste sig, var det godt nok svært at styre de lange ben. De andre lidt ældre kalve ligger og betragter livet på marken eller er faldet i staver. Hvem ved hvad de ligger og funderer over. Andre gange er der mere fart over feltet. Så farer kalvene rundt og springer badutspring, løber af sted rundt for at hilse på de andre på marken, nye badutspring og så gøre som de store, æde græs eller i hvert fald lade som om de gør det. Så igen nye badutspring, hvile og så af sted igen. Kalvene er mælkesynkroniseret. De rejser sig på nogenlunde samme tid og leder efter moderen. Men hvem er mor til hvem? Køerne græsser tilsyneladende tilfældigt rundt om på marken, men når kalvene rejser sig ændrer de gyldne køer stille og roligt retning og sætter, stadigt græssende kursen mod kalvene. Når kalv og ko mødes er det mule mod mule og har kalven fundet den rette mor, går den stille og roligt hen til yveret, hilser endnu en gang på moderen, der slikker kalven, inden den begynder at drikke frisk, varm mælk. Møder kalven en anden end sin mor, bliver den venligt henvist til at finde et andet spisested. Jeg synes det er ren foræring med en græsmark med græssende dyr i nærheden. Og ganske vist ejer jeg hverken mark eller køer, men jeg ejer glæden ved at sidde her og se dyrene på deres mark.
Tekst: Helen Stubkjær Nielsen
Foto: Bente Krog
Hedelyng
En af Danmarks dværgbuske er hedelyngen. Den ser vi nu på vore heder her i egnen. Ofte ses hedelyng også nær moser. Grunden er at lyngen næsten kun vokser på udpint jord og derved også jord der er meget kvælstoffattig. Lyngen vokser desuden også der, hvor jorden er sandet. Heden kan dog ikke opretholde sig selv. Det vil sige at hvis man ikke plejer heden, gror den til/springer i skov. Derfor gør man oftest, det, at heden slås eller brændes af. Afbrænding kan dog være risikabel. Ilden kan i nogle situationer være svær at styre og i værste fald kan ilden så brede sig over i evt. beboede områder. Andre steder indhegner man hedestykker og lader enten får eller kreaturer græsse derpå i en årrække for derefter at lade hedearealerne passe sig selv igen.
Det vi i dag mest kender lyngen fra, er lynghonning. Et produkt der af mange er elsket. Især fordi lynghonningen har en meget karakteristisk smag og er utrolig lækker på et stykke friskt franskbrød. I gamle dage brugte man dog lyngen til optænding/brændsel i det gammeldags komfur eller på tagrygningen af de stråtækte huse. Man brugte også lyngen som vejbelægning, det gøres stadig enkelte steder på skovstier for at forhindre sandfygning i udsatte områder.
Det siges også at lyngen er god mod ondskab. Nogle mener det er overtro, andre sværger på at det er sandt. I hvert fald smager en lyngsnaps rigtig lækker og hvis den oven i købet kan holde det onde på afstand, drikker man en lyngsnaps jo ikke forgæves.
Lige nu står lyngen på sit højeste og skal man have blomsterknopper til lyngsnapsen gælder det om at få fat i en masse nyudsprungne lyngblomster. Det eneste negative ved denne periode vi har her, er at der regner! Mange vil meget gerne være foruden og sidde på mejetærskeren i stedet. Bierne og biavlerne der gerne vil have honning i staderne, bryder sig bestemt heller ikke om det regnfulde og kølige augustvejr vi har haft til nu. Men vi håber på bedring fra oven.
Tekst og foto: Bente Krog
Offentliggjort den 24. august 2010 i Digeposten
Dyr på Rømø
Ja som i ved er der mange forskellige dyr på Rømø, både tamme og vilde og nogen påstår endda også at vi laver aftaler med vore rådyr, idet de opholder sig meget i sommerhusområder og lignende. Det samme med fasaner. Vi hører hver uge om feriegæster der er helt forbløffet over at have set en fasan. Når vi så fortæller dem om at fasaner også ofte kommer til folks fuglebræt for at tanke op, så ser de helt underligt på os. Men i hvert fald lykkedes det heldigvis også fasaner at ruge og få kyllinger i naturen, som dette eksempel viser. Fotografen løb ved et rent tilfælde ind i denne rede på marken, hvor hendes heste går. Hønen var ikke i nærheden på dette tidspunkt, men i sidste uge var altså den første kylling klækket af ægget. I mellemtiden er hønen trukket ud i det lange græs og i reden er der kun 1 æg tilbage, der formentlig ikke har været befrugtet. Så det var en lille solstrålehistorie. Forhåbentlig har mange flere fasaner held og forhåbentlig holder ræven og de store rovfugle sig på afstand så de små kan få en chance.
Noget helt andet er hvad der skete for mig sidste fredag. Jeg kommer kørende lige nord for Kongsmark og var helt sikker på at det kræ der løb ud foran bilen, var en skildpadde. Det var lige før jeg skulle gnide mine øjne, men den var så hurtig og jeg var da 100 % sikker, men kan det være rigtigt? Jeg nåede så ikke i tide at få stoppet og fanget kræet inden den var nået ud i en grøft fuld af siv. Dagen efter får jeg et opkald fra Turistbureauet om at de har fået en skildpadde indleveret om det ikke var noget jeg kunne tage mig af. Politiet blev underrettet om at vi havde en guløret terrapin, som den hedder. I skrivende stund har vi så fundet et godt og blivende hjem til den godt 20 cm store sumpskildpadde, der på meget mystisk vis er kommet ud i Rømøs vilde og trafikerede natur. Skilpadden stammer nemlig oprindelig fra USA både øst og vest for Mississippi. Derfor kan vi med sikkerhed sige at den har levet i fangenskab. Hermed et opråb til alle der holder dyr, der ikke hører hjemme i den danske natur: husk at passe godt på jeres kære dyr, så de ikke bortløber og lad for guds skyld være med at slippe dem fri med vilje.
Tekst: Bente Krog
Offentliggjort den 17. august 2010 i Digeposten
Svalerne er luftens akrobater
Svalerne er luftens akrobater. De flyver over et lille stykke eng denne tidlige sommermorgen. De andre vingede væsner, der blander sig i luftrummet er de rene amatører sammenlignet med svalernes. Let og elegant, rundt, op og ned uden besvær flyver de på jagt efter insekter. Det ser legende let ud og det er det sikkert også for svalerne. Stærene, der kommer forbi ser altså ret kluntede ud for slet ikke at tale om kragerne, de ser nærmest ud, som om det er en fejl, at de overhovedet flyver, når man sammenligner med svalernes elegante flyvning. Der kom heldigvis ingen ænder forbi og det ville nok også have været synd at sammenligne ænders flyvning med svalers. Hver fugl flyver jo med de vinger, den nu har fået bevilget. Et svalepar skal en million insekter for at opfostre et kuld unger. I gamle dage mente man det bragte ulykke over gården, hvis man ragede svalereder ned. Det er da nok bare gammel overtro – men regner man lidt på det, kunne der måske godt være noget om snakken. Ti svalereder ved en gård vil betyde ti millioner færre insekter på gården. Færre fluer, der tramper rundt på maden med beskidte fødder og hver flue har oven i købet seks fødder at trampe med, færre stikkende myg, der kan medbringe smitsomme sygdomme. Det kan da godt være at ti millioner færre insekter formindsker risikoen for sygdomme hos kvæg og mennesker. Man kan vel godt kalde svalerne for økølogisk insektbekæmpelse. Svalerne har været her i landet lige så længe som menneskene. Arkæologiske fund fra stenaldermenneskenes flinteminer viser, at svalerne også dengang fulgte menneskene. – Dagen efter at fotoet blev taget var svaleungerne fløjet af reden og sad på rad og række på hustaget. Forældrene fløj kaldende omkring. Ungerne sad og gabte og ventede vel på føde. De så ikke ud som om de havde tænkt sig at flyve efter føden så længe de kan få den serveret. Forældresvalerne fortsætter da også fodringen et stykke tid efter at ungerne er fløjet af reden, men de bliver jo nødt til selv at komme i gang. Til september er alle flyveklare og drager sydpå til Afrika syd for Sahara, nogle tager turen helttil Sydafrika. Noget af en rejse de har foran sig, Så ungerne må hellere komme i gang med flyveøvelserne.
Tekst og foto: Helen Stubkjær Nielsen
Offentliggjort den 03. august 2010 i Digeposten
Gratis energi
Solen er en af vore vigtigste energikilder. Den frigiver dagligt masser af energi og denne energi er for os alle livsnødvendig. Tænk bare på hvis solen ikke var der, så ville græsset ikke gro, der ville ikke være foder til dyr og dermed ville vi heller ikke kunne overleve. Men hvad sker der egentlig med solen. Hvorfor ændrer den farve og bliver rødlig ved solnedgang og kan vi fange solens energi og udnytte denne? Planterne her på jorden har altid brugt solens lys. Fotosyntesen har altid fundet sted. Planterne har nemlig den egenskab at de omdanne sollys til energi ved at solens lys bliver til et redskab til at planten kan omdanne CO² til sukkerstoffer og ilt. Planten er kun interesseret i at få glæde af sukkeret og noget af ilten. Resten af ilten frigives til omgivelserne. Derfor er det vigtigt at vi som mennesker opretholder en grøn klode. Planterne hjælper os nemlig af med noget af alt det CO² vi og dyr producerer og vi får ilt i bytte. Altså en ganske god byttehandel, der ikke koster. I de senere år er vi mennesker også blevet utrolig gode til at se på nye energikilder. Her kommer solcellerne ind i billedet. Noget af det helt nye her er solceller monteret på drejekonsoller, der følger solens bane over himlen. Disse vil man nok begynde at se rundt omkring inden alt for længe. Her på jorden oplever vi at solen har utrolig mange farver. Især er det spændende at se en solopgang eller solnedgang, når der er skyer på himlen. Skyerne kan få en helt lilla farve, eller lyserøde, eller flammende røde – ja utrolig mange flotte farver og man får nok svært ved at nævne 2 aftener, hvor solnedgangene har været ens. Skyld i alle disse smukke farver er den såkaldte halo-effekt og bisol-effekt. Man kan næsten kalde det en form for synsbedrag, som opstår når solens lys reflekteres og brydes af små iskrystaller i atmosfære, og sådan dannes de utrolig mange flotte farver i en regnbue og i tusmørkets lysstråler. Men også solens hældning hat stor betydning. Solens varme giver den en hvidlig farve, men for os på jorden ser den mere gul ud, dette skyldes den atmosfæriske spredning af lyset. Når solen så står lavt på himlen, giver spredningen den i stedet en orange eller rødlig farve. Vidste du at: Solen står for 1/3 af tidevandsvirkningen i havnene. Solen er 5.515 grader C på overfladen. Solens UV lys fremmer vitamin D produktionen. Solen i gennemsnit er 149.600.000 km væk fra jorden. Solen er en magnetisk aktiv stjerne. Solen udstråler radiobølger. Det fandt man ud af i 1942. - Bente Krog